Om Guldæblet

Citat

Guldæblet er en antroposofisk institution, som bygger på Rudolf Steiners pædagogiske værdier, hvor pædagogikken er baseret på barnets behov for efterligning, rytme og stimulering af sanserne. Ligeledes ser vi på barnet ud fra et fysisk, sjæleligt og åndeligt perspektiv. I Guldæblet arbejder vi med barnet fra 1-6 år

Efterligning
Barnet lærer ved at efterligne og ikke ved forstandsmæssige forklaringer. Det lille barn efterligner spontant og gør ligesom de personer det er omgivet af. I Guldæblet er vi derfor bevidste om at være voksne forbilleder der er værd at efterligne.

Vi taler et ordentligt sprog og har stor arbejdsglæde, hvad enten det er kunstnerisk eller praktisk. Hver dag er vi i gang med huslig gøremål som far og mor gør derhjemme (laver mad, pudser vinduer, reparerer møbler og legetøj, gør rent osv.). Når barnet er med i disse gøremål, griber det sig selv og verden omkring sig. ”Barnet skal gribe, før det kan begribe”

Vi yder fysisk og sjælelig omsorg og passer godt på vores ting, således at børnene udvikler empati for hinanden og de ting vi er omgivet af i dagligdagen.

Det sansende barn
I Guldæblet er vi bevidste om, hvilke indtryk børnene får og hvordan de påvirker deres fysiske og mentale tilstand. Derfor vælger vi at legetøjet er af natur-materialer som træ, metal, uld, silke og bomuld. Farverne i huset er rolige og maden er økologisk og biodynamisk.

 

I naturen får børnene rene sanseoplevelser. De leger ude i blandt de 4 elementer jord, luft, ild og vand. De ser hver uge bålet blive tændt og vinden der bevæger røgen i skiftende retninger, blæsten i håret og kinderne. Vandet der drypper på næsen, vandpytter der vokser og gør jord til mudder.leg i mudder

Sanserne virker helt ind i organismens funktioner og har stor betydning for barnets sundhed og udvikling. Barnet sanser sig ind i verdenen og vi må som voksne tage hånd om denne opgave ved at nære barnet med sunde og sande sanseoplevelser.

Rytme
Hvorfor er rytme så vigtigt? At dagen, ugen og året er den samme? Hvis vi ser på jordens vekslen mellem dag og nat (lys/mørke) og de skiftende årstider, vores indre rytme mellem sult og mæthed, vågen og drømmende (søvnbehov) samt vores vejrtrækning, så er det helt naturligt, at det er et behov alle børn har. Jo yngre des vigtigere.

07

Derfor er Guldæblets hverdag rytmisk indrettet, således at barnets behov for gentagelser bliver næret. I vuggestuen sker der meget få forandringer i løbet af ugen og året. I børnehaven er der flere aktiviteter i forbindelse med de mange årstidsfester, som ordnes og forberedes i løbet af ugerne.

Således lærer børnene årets forløb ved at se gentagelserne i forberedelserne fra årene forinden. Det er en stor glæde for dem at høre sangene og eventyrene der indikerer den kommende årstid og fest, samt de tilbagevendende sysler (male og klippe lanterner, snitte Michaels sværd, sy/klippe pinsefugle osv.)

Barnet finder ro og tryghed i den rytmiske hverdag, så det kan fordybe sig i legen og naturen og relationen med de andre børn.

image002 (2)